Indledende overvejelser for de lediges lobby, Bornholm.

Den tromlekurs, som beskæftigelsesministeren befinder sig på overfor landets dagpenge-, kontant- og starthjælpsmodtagere, kan ikke længere gå uhørt forbi – den kræver en reaktion, den kræver aktion.
Som klient i systemet bliver de grupper, der først og fremmest rammes af ministerens initiativer, udelukkende behandlet individuelt. Og det er måske ikke uden grund, for det er kun kollektivt, at en reaktion kan trænge igennem, kun kollektivt, at aktionerne bliver synlige, kun kollektivt, at vi kan forsvare vore rettigheder, vores værdighed og menneskelighed.
Det er derfor, vi nu forsøger, at stable en lobby for ledige på benene – i første omgang på Bornholm, hvor vi personligt bor og lever.
Lobbyen vil i første omgang fungere som forum for generelle diskussioner om de beskæftigelsespolitiske tiltag – diskussioner, som efterfølgende skal danne grundlag for fælles handling. Netværket er altså et politisk netværk, men et netværk, som ikke på forhånd har specifikke partipolitiske holdepunkter.

Helt konkret vender vi os mod følgende initiativer:

1. Kravet om, at ledige skal søge fire stillinger om ugen for at være sikre på, at de er omfattet af beskæftigelsesministeriets definition på at være aktiv jobsøgende, er ikke alene et ganske urimeligt krav, det er også til stor irritation for arbejdsgiverne, ligesom de lediges retssikkerhed også er sat helt ud af kraft. Hvornår den ledige, der ikke har søgt fire stillinger om ugen, kan kaldes aktiv, bliver nemlig i de respektive tilfælde defineret af de respektive a-kasser.

2. Kravet om, at ledige elektronisk og ugentligt skal bekræfte, at de er aktivt jobsøgende, resulterer ikke i flere jobs, men fungerer udelukkende som en kontrol af de ledige, der som en konsekvens heraf enten føler sig tvungent ud i arbejde, som de enten ikke er kvalificerede til, er overkvalificerede til eller ganske enkelt ikke har lyst til. Kontrollen bliver en faldlem til at få de ledige længere ned i behandlingssystemet, idet man som ledig risikerer at få frataget sin dagpengeret og dermed ryge på kontanthjælp.
Denne kontrolinstans belaster i mange tilfælde endda de lediges økonomi ganske urimeligt, da mange i den økonomisk lavere ende af samfundslagene ikke selv har råd til en internetforbindelse eller må hoste op med penge til bussen for at transportere sig hen til det nærmeste bibliotek eller jobcenter. Kontrollen er altså også for de lediges egen regning.

3. Kravet om, at visse ledige i visse dele af landet skal møde til ugentlige samtaler på jobcentrene, skaber endnu en gang ingen i arbejde, men er kun en kontrolinstans med endnu en indbygget faldlem – glemmer man et møde eller udviser man en usamarbejdsvillig indstilling (og her har myndighederne igen den suveræne definitionsret), kan man blive frataget sin dagpengeret, kontanthjælp, starthjælp – så også dette initiativ er derfor hverken jobskabende eller rimeligt. Desuden indebærer denne kontrolinstans en urimelig økonomisk udgift for de ledige, idet transporten til og fra jobcentret er for egen regning – og det for en i forvejen er ganske stram økonomi.

4. Beskæringen af mulighederne for voksenlæreordningen er helt hul i hovedet og sørger kun for, at arbejdsmarkedet ikke følger arbejdernes eller for den sags skyld arbejdsgiverens interesser. Er man i arbejde, men ønsker at uddanne sig ad anden vej, tvinges man med andre ord til sin læst, og initiativet betyder i sidste ende også, at arbejdsgiverne må importere arbejdere fra andre egne, om ikke udflytte arbejdet for at få det udført. Reduktionen af voksenlæreordningen er desuden med til at fastholde et lavere uddannelsesniveau på arbejdspladserne.

5. Beskæringen af de supplerende dagpenge først fra 52 ud af 70 uger og nu til max. 30 uger gør det alt andet lige sværere indenfor visse fag at få en fod indenfor, det skaber et mindre fleksibelt arbejdsmarked, ligesom det også er et helt forkert initiativ, så længe der ikke udbydes mere fuldtidsarbejde.

6. I tillæg må vi sige, at aktiveringssystemet heller ikke skaffer nogen i arbejde. Som bekendt kan en aktivering afvikles på tre måde; enten som virksomhedspraktik, som ansættelse med løntilskud eller gennem kursusvirksomhed. Under virksomhedspraktikken tilbyder den aktiverede sin arbejdskraft uden ekstra betaling i forhold til den ydelse, vedkommende har fået udbetalt inden aktiveringen. Den aktiverede må ikke udføre arbejde, som ville kunne udføres af ordinært ansat personale, ligesom den aktiverede heller ikke må arbejde på eget initiativ og uden supervision. Disse to forhold gør sig også gældende for ansættelse med løntilskud, og det betyder altså enten – såfremt reglerne overholdes –, at det udførte arbejde under aktiveringen ingen nytte har, eller at den aktiverede underbyder overenskomsten på de pågældende områder, såfremt aktiveringsstedet eller den aktiverede skulle ønske sig nogen nytte af aktiveringen.
Vi anerkender, at aktiveringen for visse hårdramte grupper, personer med svære lidelser etc., kan have en vis normaliserende funktion, men hvis aktiveringen i realiteten er beskæftigelsesterapi, så bør det fremgå af målsætningen og for det andet være et tilbud og ikke en tvang for de aktiverede.Selvom forholdene under aktivering varierer utrolig meget lokalt som regionalt, så findes der en del arbejdspladser, hvis dårlige økonomi bliver forsøgt redet med ”ansættelsen” af tvangsaktiverede personer – en beskæftigelsespolitik, som vi på det kraftigste må tage afstand fra.Siden arbejdsformidlingens opgaver er kommet i licitation og i stigende grad er blevet et anliggende og en forretning for private udbydere, er muligheden for som ledig at uddanne sig og lære sig ud af ledigheden blevet drastisk forringet. Og det skydes jo ganske indlysende det forhold, at kurser koster, at de private udbydere i langt højere grad skal have et plus på bundlinien, end det offentlige skal. Det er derfor en ganske naturlig konsekvens af denne privatisering, at aktiveringen sker for den aktiveredes egen regning, ved at denne underbyder prisen på sin arbejdskraft.

De kritiserede initiativer er ikke som sådan hovedløse, de tjener blot andre formål end skabelse af en sund beskæftigelsespolitik. De reelle formål er:

1. At stresse de ledige, så de enten falder i, dvs. glemmer en aftale, at forny deres cv eller ikke søger nok jobs og således ender som kontanthjælpsmodtagere, dvs. rent økonomisk ikke falder ind under statens, men under kommunernes økonomi.

2. At de ledige i den blinde merproduktions navn påtager sig arbejde, de enten ikke er kvalificerede til, er overkvalificerede til eller ganske enkelt ikke har lyst til.

3. Det overordnede sigte er ikke udelukkende at skaffe flere folk i arbejde, men at få den arbejdsduelige styrke af ledige øget, gerne gennem inddragelse af folk, som egentlig var blevet lovet efterløn, som rettere skulle have udbetalt førtidspension eller som bor i et andet EU-land, for på den måde at øge presset på løndannelsen.

Ud over det konkrete indhold i vores kritik, må vi også tilføje nogle generelle bemærkninger og spørgsmål.

Arbejdsløse behandles i stigende grad som andenrangsmennesker. At kræve af en ledig, at vedkommende skal være villig til at søge et hvilket som helst arbejde, svarer i realiteten til at kræve af folk i arbejde, at de ikke må sige deres job op. Vi er klar over, at denne indvending ikke ændrer stort for Claus Hjort Frederiksen, men den vil formentlig have stor betydning for andre. For hvorfor er det, man som ledig ikke må have præferencer? Hvorfor er det, man ikke må stille krav – til sig selv og til arbejdsmarkedet? Hvorfor er det, man som ledig skal jagtes af bureaukrati og kontrol, som var man fredløs? Hvorfor er det, at fagbevægelsen og partier, der betragter sig selv som arbejderpartier, i mange tilfælde accepterer, lukker øjnene for eller i visse tilfælde endda selv er initiativtagere til disse politikker? Hvorfor er det, at mange, der befinder sig på arbejdsmarkedet, skal slide sig selv ned eller plages af stress, mens andre uden arbejde får psykiske men og lider under social eksklusion? Hvad er det i hele taget, dette arbejdsræs drejer sig om? Hvad er det, vi skal nå?Forsøget på at stresse de ledige, går ikke udelukkende ud over de ledige. Det er også en skræmmekampagne for dem i arbejde. Producerer du ikke nok, ryger du ud. Ned i hullet! Det er en manøvre, der får folk til at holde kæft, hindrer selvstændig tankevirksomhed, men får alle til leve op til ledelsens målsætninger og krav – dybest set de samme mekanismer som dem, der gælder ledige! Parer ordre og stik piben ind.
Men det er ganske enkelt urimeligt udelukkende at gøre de ledige ansvarlige for, at deres respektive uddannelsesniveau og personlige præferencer ikke passer sammen med arbejdsmarkedets momentane behov.